— 122 —
sin Tid har maaske netop disse Egenskaber fortryllet mig. Nu er det blot Deres store Dyd, der kalder paa min Beundring.
Naturligvis ejer De ikke denne Enfoldighedens hvide Dyd, som mangler enhver erotisk Forstaaelse. De har heller ikke Ensomhedens blide og melankolske Dyd, der ikke altid er Renhed. De har ikke Pligtens Dyd eller Offerdyden.
Nej, kære Veninde, De er i Besiddelse af den mest udviklede og kultiverede af alle de mange Afarter: Klogskabens store Dyd! Den, der ved alt, forstaar alt og dog kun ønsker ét: at blive tro mod sig selv ved at handle efter Samfundets erotiske Logik.
Er denne Dyd ikke den højeste mellem de mange? Eller rettere den eneste? Hvad vil nemlig det sige at være dydig, naar man hverken véd eller forstaar?
Denne store Klogskabens Dyd er De i Besiddelse af. Derfor vandrer De uden at trodse, den Vej, De nu engang skal vandre. Som et villigt Led lader De Dem føre ind i Forholdenes rolige Maskineri. Hvor De
