— 41 —
Det var Stedets Maler, identisk med den lange, lidt duknakkede Fyr, som jeg før havde truffet paa samme Sted.
Vi havde ogsaa tidligere talt med hinanden, og en Dag i Krostuen var jeg bleven overrasket over hans kvikke Svar. Det var Graavejr den Dag. Da jeg havde faaet Øje paa ham, gik jeg hen og slog ham paa Skulderen:
»Hør De, Maler! Det er dog et modbydeligt Graavejr — kan De ikke male os Himlen lidt blaa?«
»Jo!« sagde han saa. »Hvis De kan finde en Pensel, som er tilstrækkelig lang, saa er der Farve nok i Fjorden derude. Og maaske,« vedblev han med en lille Latter, »kan vi erholde Jakobsstigen gratis til Laans.« —
Forøvrigt vidste jeg om ham, at han havde studeret i sine unge Dage og været mere bekendt som Slagsbroder end som Videnskabsdyrker. Et Mord, begaaet i Fuldskab, bragte ham paa Flugt til Amerika. Senere var han kommen hjem og havde udsonet sin Straf. Nu var han havnet som
