— 42 —
Maler i denne lille By, der havde vakt hans mest levende Had og paa hvis Beboere han altid skældte. De hadede til Gengæld redelig saavel hans skarpe Tunge som hans forførende Skikkelse. Han var bekendt som Byens største Kvindeven.
Denne Mand kom altsaa hen til mig, da jeg stod oppe ved Kragereden. Han hilste paa mig og sagde med høj Stemme:
»De skal nok ned og besøge Dr. Frank!«
»Hvoraf ved De det?« spurgte jeg og saa maalende paa ham.
»Tror De, jeg bilder mig ind, De er ude og gaa Morgentur. Nej! Deres hurtige Gang og spekulative Mine røber Dem. Men forresten kan De spare Dem Ulejligheden. Hvis De i det hele taget nogensinde slipper indenfor hans Havegitter, saa sker det i alle Tilfælde ikke i Dag. Det er nemlig hans Helligdag! …«
»Hans Helligdag?« spurgte jeg forundret.
»Ja! Kig en Gang ned til Villaen. Kan De se det oplyste Vindue dér tilhøjre for Indgangsdøren. Indenfor det sidder Dr. Frank og holder Helligdag. Dér tilbeder han fra
