Side:Breve fra Ensomheden.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

— 43 —


tidlig Morgen til sen Aften sin Gud Ensomheden.«

Maleren saa smilende paa mig. Jeg var nær bristet i Latter, men jeg beherskede mig: man bør sandelig ikke forhaane sine egne Guder.

»Jeg forstaar godt Doktorens Ærbødighed,« svarede jeg.

»Det har jeg nu haft nogen Vanskelighed ved,« sagde Maleren. »Men om De saa har nok saa megen indre Forstaaelse af hans Sjæleliv, slipper De alligevel ikke ind hos ham i Dag.«

Vi stod et Øjeblik og saa paa hinanden. Saa vendte jeg mit Blik fra Maleren og lod det glide ud over Fjorden.

»Vil De ud at sejle?« spurgte han.

»Sejle? Med Dem?«

»Ja, jeg har en Baad liggende her nede i Fjorden. Det kan jo altid være Dem en Slags Adspredelse, og dem har De ikke mange af herude i denne Afkrog — stakkels De! Hvad siger De? De føler Dem ganske veltilfreds herude. Naa, det havde jeg just ikke ventet. Men hør nu — De skal allige-