— 44 —
vel tage med mig ud at sejle! Jeg har længe ønsket at kunne komme til at sejle for Dem.«
Malerens Snakkesalighed drog mig viljeløs med, og en halv Time efter sad vi i hans Baad, der langsomt vuggede ud over Fjorden.
»Er De søstærk?« spurgte han, da vi havde sejlet et Stykke. »De ser mig ikke ud til at være meget af et Mandfolk.«
Naturligvis svarede jeg ham ikke, og vi sad begge tavse, medens Strøm og Vind hastig førte os udefter.
Pludselig vendte Maleren Baaden og gjorde Sejlet fast. Derefter rejste han sig og saa mig ind i Ansigtet.
»Nu skal jeg sige Dem noget,« sagde han. »De gaar ikke hen og forelsker Dem i Dr. Franks Datter.«
»Hvad mener De?« spurgte jeg.
»Er det saa vanskeligt at forstaa? Deres Ansigt ejer netop noget af det sødladne, der gør Indtryk paa Doktoren. Han viser Dem ikke bort, naar De kommer til ham.«
»Det skulde kun glæde mig,« afbrød jeg.
