Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

93

ganske forskjellig Art. Pludselig var hiin Barndomsnykke, betræffende det hellige Land, vendt tilbage. Eller havde den aldrig forladt hende, var den bleven til et stille, skjult Sværmeri? Det er det Rimeligste. Hun bad, hun besvor mig, ikke et vende om, førend jeg havde ladet hende see det hellige Land, om end nok saa kort og flygtig. Det var hende, som om hun uden dette aldrig vilde finde Fred. Men kom hun did, ved min Hjælp, vilde hun evig velsigne mig.

Jeg ansaae det kun for en sværmerisk Grille; men jeg kunde ikke Andet end beundre den Trofasthed, hvormed hun havde bevaret den lige fra sin Barndom. Jeg ikke alene beundrede, men følte mig rørt derover, og besluttede at anvende hele min Indflydelse til Gunst for hendes Ønske. Havde hun end bedet mig om en langt urimeligere Ting, jeg havde ikke kunnet modstaa hendes Bønner. Naar hun bad saa inderlig, var det mig, som om jeg holdt hendes Liv i mine Hænder.

Jeg talte med min Moder; modstræbende gav hun sit Samtykke, og denne sidste Udflugt blev besluttet. Den vilde, meente vi, kun medtage nogle faa Uger. Saa rejste vi da. Det Blik, hvormed hun takkede mig, dette søde, englelige, kjærlighedsfulde Blik brænder endnu i mit Hjerte, og vil brænde indtil Dommedag. En himmelsk Fred udbredte sig fra denne Stund over hendes Væsen. Hun var bleven mere stille; men hun var fuldkommen lykkelig.

Kun faa Ord endnu, og min Fortælling er sluttet.