Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/109

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

95

af hende for mig, hævede mig med sig højt op over Forkrænkeligheden. Jeg følte mig saa trøstig, som om den jordiske Tilværelse var for Intet at regne, som om jeg snart vilde være samlet med hende paa et bedre Sted, hvor der ej gaves Sorg eller Graad eller Pine, ej heller nogen Død eller Skilsmisse mere.

O, hvilken Indbildning!

Hendes sidste Ord — saa sagte løde de, saa aandeagtig, som om de kom til mig fra en anden Verden — hendes sidste Ord vare Tak og Velsignelse:

— Tak, Otto! Jeg er lykkelig! — Gud velsigne Dig! — —

Jeg var af Smerte nærved at miste Besindelsen. Men i mit Inderste havde jeg en Følelse, som om ogsaa jeg om Lidt vilde have forvundet alle Smerter. I et helligt Kys opfangede jeg hendes sidste Aandedrag.

Men neppe var hun bleven kold, førend jeg paa frygtelig Maade kom til mig selv igjen; det gamle brutale Menneske brød fortvivlende frem i mig. Det havde kun een Tanke, hvad det i hende havde tabt, hvilken Skat af Dejlighed og Ynde, — hvilket Maal af Nydelse. Og saa nær havde jeg været min Lykke! Kun nogle faa Dage, og hun havde været min. Jeg rasede som et vildt Dyr, hvilket Man har frarevet dets Bytte. Hun var undsluppen mig, hun, hun! Det var Frugten af saa mange Aars Selvfornægtelse, saa mange Offre, saa megen Skaansel! I hende havde jeg samlet Alt, Aar for Aar, og i et Øjeblik mistet Alt! — —