112
af hans sørgmodige Betragtninger. Vistnok blev hun heri understøttet af sit sangvinske Temperament. Men det var Mere end en Naturkraft, som herved lagde sig for Dagen; det var Aanden, som var stærk i hende. Kjærligheden var ligesom blevet et Instinkt hos hende. Saa sær og holdningsløs hun var, saa underlige hendes Indfald kunde være, og hendes Veje besynderlige, Kjærligheden gjorde dog stedse, at hun traf det Rette. Christelig frommere Menneske kunde ikke gives, end hun var. Men hendes Opdragelse havde i høj Grad været forsømt; hun vidste kun Lidet. Man kunde have spurgt hende om de simpleste Ting, hendes Tro og hendes Haab angaaende, hun vilde rimeligviis have røbet den allerstørste Uvidenhed. Men ikke desto mindre var hun vist en Christen som Faa. Manglerne vare store; det brøstede paa alle Led. Men Kjærligheden fyldte overalt ud, og bragte Alting i Orden.
Hun havde efter eget Valg sit Værelse nedenunder, beliggende mellem min Faders Lejlighed og Huusholdningslokalet. Hun sagde selv, at det var det eneste Værelse i hele Huset, hun kunde bruge. At hun maatte holde Øje med Kjøkkenet, det var indlysende. Men ligesaa nødvendigt forekom det hende, at holde Øje med min Fader. Hun var ikke langtfra at indbilde sig, at han nødvendigviis maatte komme Noget til, naar han udenfor Kontoret slap hende afsigte, blot vovede at gaa i nogle Skridt paa egen Haand. Det var een af de Ind-
