Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/136

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

122

sagde jeg lidt efter: — Lille Tante, hvordan lyder det, naar Englene synge? —

— Det skal Du strax faa at høre, min Glut.— svarede Tante, idet hun rømmede sig. Og med en lille fiin og klar Stemme begyndte hun at synge een af sine Yndlingspsalmer. Det lød dejlig i Aftenens Stilhed. Der var noget saa barnligt i disse blide, svage Toner, der gik mig tilhjerte, medens jeg holdt mine Øjne fæstede paa Stjernerne, at Illusionen virkelig indfandt sig. Det var for mørkt til at jeg kunde see Tante; men Stjernerne saae jeg, og de blinkede ad mig. Det varede kun et Øjeblik, saa havde mine Øjne taget mine Øren med sig, og der var ikke længer nogen Jord til for mig, men kun en Himmel. Det var mig livagtig, som om Tonerne kom hisset oppe fra, og en ubeskrivelig Andagt fyldte mit Indre. Uvilkaarlig foldede jeg mine Hænder, som Tante havde lært mig, og uvilkaarlig blinkede jeg med Øjnene igjen ad Stjernerne, det vil sige, ad Englene, til Tegn paa, at Forstaaelsen var gjensidig, og at jeg hørte dem.

Da Sangen hørte op, og jeg igjen kom til mig selv, følte jeg mig rigtignok ikke saa lidt fattig. Men hele Natten drømte jeg om Juletræet i Himmerige og Englenes Sang og Harmonier.

Mangen følgende Aften sade vi saaledes sammen. Tante sang, og jeg saae op til Stjernerne. Hastig faldt Melodierne i mit Øre, og uvilkaarlig stemmede jeg i