Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/137

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

123

med. Jeg troer, det gik Tante, det gamle Barn, ligesom det gik mig, det unge. Vi bleve borte under disse vore Englesange til Guds Ære; vi bleve revne hen af en inderlig Længsel efter det, som er bag Stjernerne.

En Aften, men det var ikke saa lidt senere, fortalte Tante mig Historien om den rige og den fattige Mand. Jeg kalder det Historien og ikke Lignelsen; thi blandt de virkelige Ting gives der intet Virkeligere end Indholdet af denne Fortælling. Det var heller ikke som Lignelse, at den hiin første Gang virkede paa mig, men som reen og skjær, simpel Historie. Og Virkningen var gribende. Vistnok undte jeg af Hjertet den fattige Mand hans Plads i Abrahams Skjød; men den rige Mand i Pine, uden en Draabe Vand til at lædske sig paa, vakte min inderligste Medlidenhed. Jeg var paa den smerteligste Maade bevæget; hulkende skjulte jeg mit Ansigt i min Tantes Skjød, og var halv ude af mig selv. — Den arme rige Mand, hvad maatte han ikke lide, og hvor haard var Man ikke imod ham! —

Stakkels Tante følte sig ganske elendig. Vistnok havde hun gjort Regning paa et dybt Indtryk, men ikke paa et Indtryk af denne Art. Ihast opbød hun Alt for at trøste og berolige mig.

— Barn, — sagde hun: — tag Dig ikke det saa nær! Sagen er endda ikke saa farlig. Jeg har grundet Formodning om, at Fader Abraham har slemt forløbet sig, idet han nægtede den rige Mand en ussel Draabe Vand. Det vil Vorherre vist ikke synes om,