124
og, kjender jeg ham ret, vil Fader Abraham nok faa det paa sin Tallerken. Kan saa ringe en Ting husvale den rige Mand som en Vanddraabe, vil Gud sikkert ikke nægte ham den. Han, der ikke sparede sit eget Blod, skulde han være saa nøjeregnende med Vandet? Og desuden, hørte Du ikke, hvorledes den rige Mand midt i Vinen tænkte paa sine stakkels Brødre? Det vil, det kan Gud ikke glemme ham! Kjærlighed til Brødrene kan ikke Andet end røre Guds Hjerte, selv om Staklen sidder i hede Helvede. —
Saaledes trøstede hun mig. Der er ingen Tvivl om, hun havde gjerne, og det i god Tro, gjort endog ganske andre Udveje for at stille min Smerte og mine Taarer. Arme Tante Betty, hun var ikke Theolog! Der var Intet, som stod fast for hende uden Guds faderlige Barmhjertighed. Men det var hende en uformelig, holdningsløs Ting, et Væsen, der kunde flyde ud til alle Sider, liig hendes egen Barmhjertighed. — Dog, hvorfor kalder jeg hende arm? Det er jo mig, som er den Arme, beriget med en fuldkomnere Erfaring — heri Helvede!
Disse Barndomserindringer, om de end vare nok
saa piinlige, jeg vilde være nødt til at fordybe mig deri.
Men egentlig piinlige ere de ikke, vel smertelige, men
ikke piinlige. Jeg veed ikke, om Du forstaaer denne
Adskillelse. Der er nemlig noget Sødt i disse Minder,
endog heri Helvede. Ligesom paa den ene Side det
