127
vendelse og Tro. Ligesom Alt i Helvede er Tomhed og Forfængelighed, saaledes er ogsaa dette. Kun efter Formen ere disse Begreber til for mig; om deres Væsen har jeg ikke nogen Forestilling. Jeg veed, at der gives en Frelser, og at det er Guds Søn; men jeg staaer i intetsomhelst Forhold til ham. Jeg kan ikke forestille mig ham; jeg veed ikke engang hans Navn. Jeg fordømmer, jeg hader mig selv, saa inderlig, som det vel er muligt; for saa vidt fortryder jeg ogsaa. Men til en frugtbar Anger kjender jeg Intet; min Anger er desværre kun en taareløs Anger. Og endelig, at tale om Tro, vistnok har jeg Tro; men det er et tomt, hjerteløst Begreb, som intetsteds hører hjemme. Djævlene tro jo ogsaa, de ere vel nødte dertil, og bæve.
— Lader Eder forlige med Gud! — Hvor dybt bevægede mig ikke engang disse Ord! Det var mig i hiin Stund, som om der ikke var Andet at leve for i Verden, end at blive forligt med Gud, og saa dø, for at komme til ham i Himmerige. Atter engang blinkede Stjernerne fortrolig til mig, og jeg havde over dem glemt den hele Verden. Hvilke fromme og høje Forsætter fattede jeg ikke i hiin Opløftelsens Time! Min første Altergang var bleven mig en Himmelgang. Men hastig bøjede jeg af, strax udenfor Kirkedøren, — og nu er jeg i Helvede!
— Lader Eder forlige med Gud! — Disse Ord gjenlyde atter og atter i mit Indre. Men det er ikke, som om, de kom fra Himmerige, men fra Helvedes
