Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/142

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

128

Afgrund, med den bittreste, grusomste Spot: — Lader Eder forlige med Gud! — — Der gives ingen Forligelse mere!


Naar jeg ikke ellers veed, hvor jeg skal gjøre af mig selv, begiver jeg mig ud paa Stedets Promenade. Det forstaaer sig af sig selv, at vi have en saadan, og det af ganske udmærket Art. Hydepark, Champs elysées, Prater, Unter den Linden, Corso, Prado og Lange Linie kunne alle være gode nok hver for sig; men med vor Promenade kunne de ikke maale sig. Med Hensyn til Elegants er der vistnok ikke nogen Forskjel; men desto større er Forskjellen med Hensyn til Mangfoldighed, Afvexling, det brogede Skue. Hist repræsenteres nemlig kun een eneste Mode ad Gangen, her derimod paa een Gang vel tusinde Moder, nemlig Moderne fra mange Aarhundreder. Det giver et Skue saa broget, saa livligt, lad mig tilføje, saa naragtigt, at det bliver udenfor al Sammenligning. De største Modsætninger mødes her, og tjene gjensidig til at fremhæve hinanden. Daarskaben træder frem med en saa gribende Virkning, at Tilskueren ikke kan Andet end briste ud i Latter, saa elendig han end ellers monne føle sig. Fra den ene Side stoltserer Man frem indhyllet indtil Hagen, fra den anden saa godt som halvnøgen; fra den ene Side med et Omfang som en Ballon, fra den anden saa tynd som en Stage; fra den ene Side indsnøret og afstivet, fra den anden i næsten opløst Tilstand. Hist et Par