128
Afgrund, med den bittreste, grusomste Spot: — Lader Eder forlige med Gud! — — Der gives ingen Forligelse mere!
Naar jeg ikke ellers veed, hvor jeg skal gjøre af
mig selv, begiver jeg mig ud paa Stedets Promenade.
Det forstaaer sig af sig selv, at vi have en saadan, og
det af ganske udmærket Art. Hydepark, Champs elysées,
Prater, Unter den Linden, Corso, Prado og Lange Linie
kunne alle være gode nok hver for sig; men med vor
Promenade kunne de ikke maale sig. Med Hensyn til
Elegants er der vistnok ikke nogen Forskjel; men desto
større er Forskjellen med Hensyn til Mangfoldighed,
Afvexling, det brogede Skue. Hist repræsenteres nemlig
kun een eneste Mode ad Gangen, her derimod paa een
Gang vel tusinde Moder, nemlig Moderne fra mange
Aarhundreder. Det giver et Skue saa broget, saa
livligt, lad mig tilføje, saa naragtigt, at det bliver
udenfor al Sammenligning. De største Modsætninger
mødes her, og tjene gjensidig til at fremhæve hinanden.
Daarskaben træder frem med en saa gribende Virkning,
at Tilskueren ikke kan Andet end briste ud i Latter, saa
elendig han end ellers monne føle sig. Fra den ene
Side stoltserer Man frem indhyllet indtil Hagen, fra
den anden saa godt som halvnøgen; fra den ene Side
med et Omfang som en Ballon, fra den anden saa tynd
som en Stage; fra den ene Side indsnøret og afstivet,
fra den anden i næsten opløst Tilstand. Hist et Par
