Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

130

vel tilmode. Thi de ere sig deres Ynkelighed fuldkommen vel bevidste; de vide, at, medens de spotte Andre, tjene de selv alle Andre til Spot. Men de ere nødte til at give den Rolle, de engang i deres Daarskab have paataget sig. Og denne Rolle er dem saa meget piinligere, som Forfængelighedens Dragt, de bære, uagtet al Pomp og Pynt ikke engang er istand til at skjule deres Nøgenhed. Folk see dem lige gjennem Klæderne, saa mange Lag disse end danne paa dem. Vistnok er Nøgenheden ligesom en Naturlov heri Helvede, og strækker sig til Alle; men der er en stor Forskjel imellem at være nøgen og stille sin Nøgenhed offentlig tilskue, især naar Man paa samme Tid maa see sig latterliggjort paa Grund af en overdreven Luxus i Klæder.

I Modegjække i Verden, gid I blot, om end kun idrømme, maatte faa et Glimt af dette Skuespil at see! Jeg troer, I vilde fra Grunden af blive helbredede.

Underligt nok, nej, det er da forresten ikke saa underligt, er Menneskenes Mængde af den Mening, at Alt, hvad der henhører under Begrebet: Forfængelighed, deriblandt Modedaarskaben, ikke er nogen Synd, men i det Højeste kan henregnes blandt de smaa elskværdige, i alt Fald let tilgivelige Skrøbeligheder.

Nu, lad være, at i sig selv er Forfængeligheden maaskee ingen Brøde, — jeg siger: maaskee. Men, hvorledes den end vendes og drejes, kan den ikke Andet end føre til Brøde og moralsk Elendighed. Aanden udvikler sig igjennem den i en falsk Retning, Livet kommer