Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/148

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

134

fandt sin Oldemoder uforandret paa samme Sted, strikkende og i dybe Tanker. Hun var saa gammel, at tusinde Aar saa godt som ingen Forandring gjorde hos hende. Hun var blot sunken lidt mere sammen i Sædet, og Kløerne paa hendes Fingre vare blevne en ubetydelig Smule længer.

— Nu har jeg det! — sagde Djævelen kry: — Jeg vil tage Bolig i Mennesket og vende op og ned paa Alting i ham. Hans Væsen og Hu skulle blive heelt forkeerte. Løgn skal han tage for Sandhed, Last for Dyd, Vanære for Ære. Kort sagt, jeg vil gjøre ham til en Daare! —

— Det forslaaer endnu ikke, Søn. — svarede Oldemoder, idet hun med sin eneste Tand beed Traaden over, da hun just havde faaet en Rænke færdig: — Der maa mere, langt mere til. Hvad der een Gang er vendt om, kan atter vendes om; det Forkeerte kan blive ret, og Gud Herren er Mand for at gjøre det. —

— Nu er jeg snart kjed af det, — knurrede Djævelen: — Det tager paa Kræfterne, denne Studeren. Men det vilde være dumt at give sig paa Halvvejen. — Og saa var han igjen borte.

Atter forløb tusinde Aar, uden Almanak, og uden at overhovedet Nogen vidste, hvor de vare blevne af. Der er Ingenting bedre, end naar Tiden vil gaa, og med saa lidt Vrøvl, som muligt.

Da gav Djævelen atter Møde. Han saae virkelig noget anstrengt ud. Oldemoder sad paa sin vante Plads,