135
men imod Sædvane med Hænderne i Skjødet. Det var klart, at hun havde længtes efter Sønnen. Geni eller Tosse, hun havde jo kun den samme.
— Nu har jeg det endelig! — udbrød Lucifer: — Jeg vil gjøre Forfængelighed til Menneskets anden Natur. Paa Abeviis skal han blive forelsket i sig selv, og han skal komme til at gjøre Abekunster. Jeg vil, reentud sagt, gjøre ham til en Nar. Menneske skal blive til Spot og Latter for Menneske! —
— Hoho, der traf Du det, Sønnike! — hvinede Oldemoder, idet Glæden gnistrede ud af hendes røde, rindende Øjne: — Alt det Andet var godt, ypperlig udspekuleret altsammen. Men det havde een Mangel, og den var stor; det var ikke uskyldigt nok. Saa begjærligt, forkeert, daarligt end Mennesket blev, vilde det dog stedse føle, at der var Noget galt fat; det vilde faa Mistillid til sig selv og Tingene, det vilde lære at vogte sig. Husk paa Samvittigheden! Og Man veed aldrig, hvad der kan falde Gud Herren ind i hans grundløse Kjærlighed til denne jammerlige Slægt.
Men med Forfængeligheden er det en anden Sag. O skjønne Opfindelse! Din Rolle vil blive stor i Verden! Alt, hvad didhen hører, lader saa uskyldigt, vækker sletingen Mistanke eller Uro. Hvad synes vel uskyldigere end at slaa Tiden hen, at more sig, at være glad blandt de Glade og smuk blandt de Smukke, at bære skjønne Klæder, at lægge sig efter udmærkede og yndige Manerer, at skaffe sine naturlige og erhvervede Gaver
