146
den efter Munden, saa forkeert den end monne være. Saa ofte der overhovedet i hvilketsomhelst Blad forekommer en skammelig Artikel, farer den strax til Helvede, saa net udklippet, som om det kunde være skeet ved en Censors Sax. Parlaments-, Landdags-, Rigsraadstidenderne maa naturligviis ogsaa levere rundelige Bidrag af denne Art. Du kan tro, vi faa mangen en god Tale at læse baade af Ministre og Deputerede, snart anmassende Sludder, som basker En om Ørerne, snart Løgn fra først til sidst, kunstmæssig sammenvævet og glittet, saa at Man skulde tro, det var et eneste reelt Stykke, ret et Stykke til at slide paa. Vi ere altsaa, som Du vel indseer, endog paa en vis forkeert Maade satte istand til at følge med Tidsbegivenhederne i Verden. Det gjør et ganske underligt Indtryk, naar Man snart seer een, snart en anden af sine gode gamle Bekjendte træde op for at slaa et braskende Slag, og saa igjen forsvinde, som om han aldrig havde været til. Jeg kommer uvilkaarlig til at tænke paa en latterlig Skik, jeg har forefundet i Holland og andre Lande, den nemlig, Fastelavnsmandag „at slaa Katten af Tønden.”
Men alt dette kjender Du jo ligesaa godt som jeg. Hvad Du derimod ikke kjender saa godt som vi heri Helvede, det er den Mængde af Depecher, Noter, Circulærer, confidentielle Meddelelser, som i Politikens Tjeneste udvexles mellem Kabinetterne i Verden, for største Delen i falske, underfundige Hensigter, — disse i de forbindtligste og dog saa yderst forsigtige, saa tve-
