151
for optagen af mig selv. Jeg slog det hen og gik hastig videre.
Vilde vel Nogen i Verden falde paa at kalde dette en egentlig ond Gjerning? Nej, jeg er overbeviist derom. Men heri Helvede er Følelsen finere. Derfor vender hiin lille Dreng efter saa lang Tids Forløb tilbage i min Erindring for at bidrage sin Deel til min Pine. Vistnok er det kun en uendelig lille Deel af min Pine i det Hele; men nærværende Kjendsgjerning er ogsaa kun een iblandt Hundreder, af en Mængde uden Tal, som bestandig strømmer ind paa mig.
Og det er ikke alene mine onde Gjerninger, selv de mindste, der saaledes vende tilbage for at gaa irette med mig, — ogsaa hvert af de onde Ord, som jeg i Verden lod udgaa, kommer grumt igjen og lader mig undgjælde. Som giftige Pile udsendte jeg dem engang; som giftige Pile vende de tilbage og hefte sig dybt i mit Hjerte. O, vejer dog Eders Ord, I, som endnu have en levende Røst! Det er ikke til at beregne, hvor meget Ondt eet eneste blot ubesindigt Ord kan udrette i Verden. Og, ville I ikke skaane Andre, o, saa skaaner dog Eder selv! Det sidste Maal for alle onde Ord bliver dog Eders eget Hjerte!
Allehaande Samtaler, for længe siden glemte, erindrer jeg nu til en fortvivlet Fuldkommenhed. Jeg mindes, hvorledes hvert eneste Ord faldt; jeg seer hver en Mine, som ledsagede Ordene. Jeg vil ikke; men jeg er nødt dertil. Og de onde Ord af min Mund, som nu
