Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/167

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

153

Maal tilstede. Det kommer blot an paa, at Man har Hjerte dertil; i Hjertet ligger hele Kraften og Velsignelsen. Ved en besynderlig Foranstaltning af ham, hvis Væsen er Kjærlighed, er der i denne Henseende kun ringe Forskjel mellem Riig og Fattig, Mægtig og Ringe. O, agter dog derpaa, I mine Brødre og Søstre, som endnu see Lyset! Agter dog derpaa, at I ikke engang skulle blive Offre for en bitter Fortrydelse, jeg kan ikke sige Eder, hvor bitter! Lader ej nogen Lejlighed til at gjøre vel gaa Eder forbi! Det er Sandhed, I ville snart erfare det, det er i Almindelighed saa let og koster saa lidt. De Lejligheder, som I lade gaa ubenyttede forbi, ville engang vende tilbage for at staa med Anklage for Eders Sjæl i al Evighed.

Det er ikke til de egentlig haarde Hjerter, at jeg taler; dem kan alene Gud røre. Men der gives bløde Hjerter, som kun trænge til en Lysstraale, til et varmt Aandepust for at aabne sig. Min Ulykke i Verden var ingenlunde den, at jeg havde et haardt Hjerte; jeg lod mig tværtimod under almindelige Omstændigheder let bevæge til at vise Barmhjertighed. Min Ulykke var simpelthen den, at jeg var altfor optagen af mig selv. Enten saae jeg ikke, hvad der angik Andre, eller saae det saa flygtig, at det strax igjen var glemt. Ak, vidste jeg dog blot, at I vilde føre Eder min Erfaring tilnytte, hvilken Lindring vilde det ikke være mig i min Pine! Men jeg veed det ikke. Og, saa gjerne jeg end vilde tro det, er jeg dog nødt til at tvivle derom. Thi Tvivlen,