Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/169

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

155

blev forøget. Men det var dog, saavidt det paa Afstand lod sig mærke, en saare lykkelig Familie. Konen vadskede for Folk, solgte Pindebrænde og varme Kartofler, kort at sige, var om sig paa mange forskjellige Maader. Saaledes hjalp de trolig hinanden, og sloge sig med Nød igjennem.

Men der kom en Ulykkestid. Legetøjsfabriken gik fallit. Jeg saae ikke mere den skaldede Isse skinne frem fra Kjælderdybet; der var mørkt dernede som i Graven. Hvor var den bleven af? Jeg gjorde mig selv dette Spørgsmaal een Gang, og saa ikke mere, hverken mig selv eller Andre.

Men en Dag, da jeg gik mig en Tuur udenfor Staden, blev min Hukommelse opfrisket. Jeg saae ikke alene igjen min Skaldepande for mig, men hele Personen. Den mere end halvgamle, skrøbelige Mand, som hidtil kun havde udøvet det allerletteste Arbejde, havde, dreven af Nøden, paataget sig eet af de allersværeste, det at stryge Muursteen. Jeg traf ham arbejdende i et Teglværk, saa at Knæene rystede under ham, og Sveden haglede ham nedover Panden.

Det gjorde mig ondt for Manden; det var øjensynligt, at han vilde arbejde sig ihjel. Han var i ligesaa stor Dødsfare, som om alle de Tigre, Ulve og Hyæner, han i sit Liv havde forfærdiget, vare blevne levende, og alle havde vendt sig imod ham. Hertil knyttede sig endnu noget inderlig rørende. Det traf sig, at jeg et Par Gange blev Vidne til en Familiescene.