157
Jeg vil ikke forfølge det, men jeg er nødt dertil, fra Stadie til Stadie, indtil det løber sammen i Eet for mig, og jeg Intet sandser mere.
Og forfærdelige ere disse Virkninger, forfærdelig er den Ulykke, som en ond eller kun ubesindig Gjerning, ja blot et ubesindigt Ord formaaer at anrette i Verden. I og for sig kunne disse Ting være fordærvelige nok. Men Ulykken vilde dog forholdsviis kun være ringe, dersom de udtømte sig i eet Slag og vare døde og magtesløse med det Samme. Men det ere de ikke altid. Ofte have de en sand dæmonisk Evne til at forplante sig; det er først i deres Følger, at de blive ret fordærvelige. Ulykke følger paa Ulykke i det Ubestemmelige. Det er ikke den onde Ting i og for sig, men det er dens Konsekventser, som lægge Verden øde.
Jeg kommer herved til at tænke paa Forargelserne. O, hvilken frygtelig Magt i Verden, frygteligere, end Nogen i det Timelige formaaer at forestille sig! Det er med god Grund, at der er blevet raabt Vee over dem, fra hvem Forargelserne komme. De ere værre end Pestbefængte og Spedalske. Især om Forargelserne gjælder det, at de have en infernalsk Magt til at forplante sig. Enden paa deres Virkninger findes ikke. Den Ulykke, som slette Mennesker i og for sig anrette i Verden, er for Intet at regne imod den Ulykke, som de anrette ved det forargelige Exempel. De lade det onde Væsen udgaa, og have ingen Magt over det mere. Det gaaer nu paa egen Haand, og kjender ingen
