158
Grændser. Det er mægtigt i sine Konsekventser, endog længe efter at Personerne ere døde og borte. Og bestandig større bliver Ansvaret. Det er forfærdeligt!
Det falder svært at udtale, men jeg frygter for, at det især er deri, Dæmonen i mit Indre har havt sin Styrke. I alle Retninger ere Forargelser udgaaede fra mig, og, uden at tænke derpaa, er jeg bleven Tusinder til Fordærvelse. Nu staaer det klart for mig; det Ene rinder mig ihu efter det Andet i det Uendelige, med grusomste Nag. Og herved gjælder det især: jeg troer i Aanden at kunne forfølge det Onde, som engang udgik fra mig, paa dets Vej gjennem Verden, i dets Konsekventser af Ulykke uden Ende.
Forstaaer Du mig? Du vil forstaa mig fuldkommen, naar jeg blot giver et Par Smaaerindringer tilbedste.
En Aften kom jeg tilfældigviis ind i en Kreds af lystige unge Mennesker. Der var Gilde i een eller anden Privatanledning. Man trængte ind paa mig for at faa mig til at blive og hædre Gildet ved min Nærværelse. Den udmærkede Rolle, Man her i al Oprigtighed tilbød mig at spille, behagede mig ikke ilde, og jeg blev altsaa. Forstaaer sig af sig selv, at jeg under disse Omstændigheder følte mig forpligtet til for største Delen at bestride den selskabelige Underholdning. Det var mig denne Aften en let Sag; jeg var vittig og morsom, og stedse mere oprømt blev Stemningen. Der blev naturligviis udbragt en Mængde Skaaler, og holdt
