Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/173

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

159

endeel Taler, som de kunde falde. Endelig rejste ogsaa jeg mig for at give en Skaal og Tale tilbedste. Jeg vidste, at jeg var en Autoritet for disse unge Mennesker, at jeg kunde faa dem til at tro og gjøre Alt, hvad jeg vilde. Jeg optraadte derfor som den, der øste af sin rige Erfarings Væld. — Vov det blot! — Det var Emnet for min Tale. Jeg hentydede til, hvor meget jeg havde opnaaet i Verden, hvor rigt mit Liv havde været paa Nydelser. Det var næsten altsammen Frugten af: blot at vove. I dette lille Ord var en Skat af Livsviisdom, større end alle Salomons Skatte. Derfor havde jeg ved denne Lejlighed ikke noget Bedre at sige mine unge Venner, for hvem Verden nys havde aabnet sig, noget Større og Bedre end dette: — Vov, vov det blot, vov at være lykkelig! —

Med stor Enthusiasme blev denne min Tale modtagen. Vinen var stærk; men min Tale var endnu stærkere; Man var ligesom beruset af mine Ord. Hos Nogle fordunstede Rusen vistnok snart igjen, men hos Tre eller Fire i det Mindste slog det falske Princip an, og de gik ud i Verden for at udøve en Livsviisdom, hvoraf i det Mindste de tre Fjerdedele vare Løgn. Det kunde kun føre til Fordærvelse, og det ikke alene for dem, men for utallige Andre. Thi det falske Livsprincip, der tog sig saa stort og straalende ud, forplantede sig videre og videre fra Sjæl til Sjæl. Ak, det forplanter sig endnu, og jeg øjner ikke Enden!