Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/174

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

160

En anden Erindring, een af de mest brændende! — Jeg havde engang besøgt en god Ven paa Landet, og stod paa Springet til at rejse. Vognen holdt for Døren, og jeg var i Begreb med at stige op, da jeg saae, at jeg havde glemt Noget paa mit Værelse. Hastig ilede jeg tilbage. Jeg traf Pigen allerede ifærd med at rydde op. Hun var ung og sjelden smuk, neppe atten Aar. Hvad skal jeg sige? Lysten kom pludselig over mig; jeg tog hende i mine Arme og kyssede hende. Men tugtig rev hun sig løs, og stammede blodrød: — Herre, jeg er en fattig, men ærlig Pige. —

— Fattig, mit Barn, er Du fattig? — svarede jeg: — Med en Skjønhed som din har Man en umaadelig Kapital. Du kunde kjøbe endog en Millionærs Hjerte! —

Saaledes talte jeg i Øjeblikkets Letsindighed; thi jeg meente i det Højeste kun for en ringe Deel, hvad jeg sagde. Det var een af hine flotte Talemaader, hvorpaa jeg, navnlig i en vis Alder, havde saa stor Overflødighed.

Den arme Pige stod blussende for mig. Jeg vedblev i samme Aand og Tone:

— Og nu, min lille Skjønhed, skal Du til Tak for den gyldne Lære, hvormed jeg har beriget Dig, af egen fri Villie give mig et Afskedskys endnu. Vi see sagtens hinanden aldrig mere. —

Hun stred imod. Men ogsaa jeg var ung og smuk, og jeg forstod tilgavns den smukke Kunst at lokke.