Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/175

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

161

Kort at sige, Enden blev, at hun lod sig favne, og gav mig et hjerteligt Kys endnu. Pigen var ganske i min Magt; det følte jeg i dette Øjeblik. Men Øjeblikket var ikke mit; Postillonen tudede utaalmodig i sit Horn. Jeg maatte rive mig løs. Men ligesom til Beviis for, at hendes Skjønhed var en rentebærende Kapital, trykkede jeg hende en Dukat i Haanden.

I alt dette saae jeg dengang ikke noget Ondt; den store Part i Verden vil vist heller ikke see noget egentligt Ondt deri. Men i Virkeligheden var det et frygteligt Onde, jeg i denne min Letsindighed havde sendt Verden paa Halsen. Ikke alene havde jeg gydt Gift i den unge Piges Blod, men ogsaa i hendes Hjerte. Ikke alene var hendes Uskyldighed borte, men Fordærvelsen havde grundig slaaet Rod i hendes Væsen. Jeg forfølger og seer nu i Aanden, hvad der videre skete. Hun var forlovet med en skikkelig Haandværker. Hos ham kunde hun ikke faa sin Kapital efter Ønske forrentet; følgelig slog hun kort efter op med ham. Det blev en Ulykke for ham, som han havde ondt ved at forvinde. Ene gik hun videre for at gjøre sin Skjønhedskapital indbringende. Hun spændte sine Snarer paa kryds og tværs; men, saa klogt hun end meente at bære sig ad, endte hun dog med, selv at blive fangen. Hun blev en snedig Forførers Bytte. Dog, derved leed Principet i sig selv ingen Skade; tværtimod, nu kom det først til at aagre og florere. Som Courtisane fortsatte hun sin Livsbane, og snart gaves der ikke nogen mere udlært og