163
argelserne. Derfor have især de et stort Ansvar, som leve i en Kreds af unge Mennesker, og paa denne eller hiin Maade gjælde dem som Autoritet. Og derfor gives der i Helvede navnlig slette Børneopdragere i Mængde: Forældre, Lærere, Hovmestere &c. Først komme de selv til Helvede; det kan naturligviis ikke være Andet. Saa komme for en stor Deel de stakkels Børn, som de have været til Fordærvelse, efter dem deres Børn igjen, og saaledes fremdeles; Slægt paa Slægt give de efterhaanden Møde, med bitter, skrækkelig Anklage. Jeg selv er blandt disse elendige Menneskers Tal, saa jeg har god Grund og Ret til at tale derom. Jeg veed, hvad jeg har at vente mig. Det er navnlig Martin, jeg tænker paa. Arme Dreng, han blev ligesom opfostret ved Forargelser! Jeg kan sige, men desværre kun i ond Betydning: hvad han blev, det gjorde jeg ham til. Mig blev han opad Dage. Men endnu ligger Livet for ham; han kan blive meget endnu. Hvad vil han, efter det Givne, blive til, og hans Børn efter ham? I Verden havde jeg ingen Familie; ak, heri Helvede vil jeg maaskee faa en stor! Dog, lad mig sige: Gud raader! For Martin og hans gives der jo dog endnu en Frelser!
Hvor jeg dog holdt af- ham i al hans Uvornhed! Maaskee var det den pure Egenkjærlighed; jeg elskede ham maaskee blot, fordi jeg i ham fandt mit Gjenbillede. Men lige meget; der var dog Hjerte og Nerve i denne Kjærlighed! Men en underlig Kjærlighed var det rigtignok. Paa det Sidste blev den blandet med det ene
