172
Dyrebare, den Uforlignelige. Men hun kan dog ikke Andet end forfølge ham med sine Kjærtegn. Forgjæves værger han sig derimod, forgjæves flyer han for hende; hun hænger over ham, hvor han gaaer og stedes. Kort at sige, det blev saa modbydeligt, dette Forhold, at det ikke var til at udholde. Den unge Kvinde havde hidtil været een af Vore; men vi maatte nødvendigviis skille os af med hende. Det stod heller ikke længe paa, inden Parret maatte fortrække.
Overhovedet, eet af de største Onder, hvoraf Verden lider, og som allermest tjener til at fylde Helvede, — Hvo skulde vel tro det? — er en altfor stor Kjærlighed. Det forstaaer sig, ægte er denne Kjærlighed ikke; den har ikke sin Forudsætning i en højere, i den evige Kjærlighed. Det kommer saa meget an paa, baade hvad Man elsker, og hvorledes Man elsker.
For ikke længe siden kom en anden Kvinde til Helvede, ikke ganske ung længer, men henrivende endnu, een af hine blaaøjede og lyshaarede, smægtende Skjønheder, som alene det følelsesfulde Germanien formaaer at frembringe. Grunden til, at hun foer til Helvede? — Ja, der gaves ingen anden Grund end hendes altfor store Kjærlighed til hendes Mand. Det var rørende at høre, hvorledes hun havde offret ham alle Ting. Og han — fortjente ikke denne Kjærlighed. Hendes Brøde var, at hun havde offret ham for meget, ja altfor meget, ikke alene sig selv og hele Verden, men Gud tillige. Hun havde sat sin Mand i Guds Sted, og han var bleven
