175
glæde sig ved at betragte Hjorden, skjøndt Slagtetiden endnu ikke er forhaanden. Han veed saagodt som Nogen, at engang vil der komme til at staa en Hjord uden Tal paa den venstre Side af Almagtens Trone, og at denne Hjord, de Fleste af de Mange, er hans i al Evighed.
Man seer Intet; men Man føler og gruer. Hjorden fornemmer umiddelbart Ulvens Nærhed. Dog, stundom seer Man ogsaa, naar nemlig Rædselen indtræffer i hiin frygtelige Nats Mørke, som vi kalde Dødsnatten. Hvad Man seer, det veed jeg ikke; jeg har endnu ikke erfaret det. Og friste Nogen til at tale derom, det vilde være mere end daarligt.
Jeg var i min Ungdomstid mangen Gang paaveje
til at blive et christeligt, godt og skikkeligt Menneske.
Men det opløste sig hver Gang i Intet. Erindringen
derom har noget usigelig kvalfuldt, men tillige noget
usigelig rørende for mig. Det var for det Meste Lili,
som var Redskabet for denne Guds Naade, der saa
ulykkelig og skammelig gik tilspilde. Ligefra den første Tid,
da jeg kastede mine Øjne paa hende, fik hun en vis
hemmelig, uforklarlig Magt over mig. Siig nu blot ikke
strax, at det var min onde Lyst og Begjærlighed, der
saaledes bragte mig under hendes Indflydelse! Nej, det
var noget Bedre; det var endog en hellig Magt. Alle
Børn, troer jeg, have Noget deraf; men Lili havde
denne Magts Fylde.
