Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/189

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

175

glæde sig ved at betragte Hjorden, skjøndt Slagtetiden endnu ikke er forhaanden. Han veed saagodt som Nogen, at engang vil der komme til at staa en Hjord uden Tal paa den venstre Side af Almagtens Trone, og at denne Hjord, de Fleste af de Mange, er hans i al Evighed.

Man seer Intet; men Man føler og gruer. Hjorden fornemmer umiddelbart Ulvens Nærhed. Dog, stundom seer Man ogsaa, naar nemlig Rædselen indtræffer i hiin frygtelige Nats Mørke, som vi kalde Dødsnatten. Hvad Man seer, det veed jeg ikke; jeg har endnu ikke erfaret det. Og friste Nogen til at tale derom, det vilde være mere end daarligt.


Jeg var i min Ungdomstid mangen Gang paaveje til at blive et christeligt, godt og skikkeligt Menneske. Men det opløste sig hver Gang i Intet. Erindringen derom har noget usigelig kvalfuldt, men tillige noget usigelig rørende for mig. Det var for det Meste Lili, som var Redskabet for denne Guds Naade, der saa ulykkelig og skammelig gik tilspilde. Ligefra den første Tid, da jeg kastede mine Øjne paa hende, fik hun en vis hemmelig, uforklarlig Magt over mig. Siig nu blot ikke strax, at det var min onde Lyst og Begjærlighed, der saaledes bragte mig under hendes Indflydelse! Nej, det var noget Bedre; det var endog en hellig Magt. Alle Børn, troer jeg, have Noget deraf; men Lili havde denne Magts Fylde.