177
Men undertiden sad Lili hos mig, og vi tilbragte Hviletimen i sagte, fortrolig Underholdning. — Hvorledes? — udbryder Du: — Hvad Underholdning kunde der vel finde Sted mellem Dig og hende? — Ja, nok maa Du spørge. Men i Virkeligheden var det ogsaa kun hende, som underholdt mig.
En Aften spurgte jeg hende, hvad hun tænkte paa, naar hun sad saaledes og saae ind i Kaminilden.
— Hvad jeg tænker paa? — gjentog hun med sin søde Røst: — Ja, det er vel ikke Andet, end at jeg tænker. Men det er mig livagtig, som om jeg fløj langt, langt bort, til fremmede Lande, over de store Have, ja, til andre Verdener, højt over Skyerne. Jeg bliver paa min Flugt undertiden endog borte for mig selv. Jeg flyver til Louisiana, det dejlige Land, hvor Alt er anderledes end her, meget rigere, større og skjønnere, og hvor Man ikke kjender nogen sørgelig Vinter. Ved den store Strøm ligger der et Huus med Søjlehal og Veranda, overskygget af Pinier og Plataner. Der blev jeg født; der var mit Hjem, medens jeg var ganske lille. Jeg gaaer igjennem de høje, herlige Værelser; Huset er tomt; mine stakkels Forældre finder jeg ikke der. Jeg iler gjennem Haven, gjennem Lunden, over Markerne, men finder intet blivende Sted. Og ingen Sjæl vil kjendes ved mig. Sorte Mennesker krydse nu og da min Sti, og jeg standser for at spørge. Men alle ryste de sørgmodig paa Hovedet ad mig, og ile mig forbi.
Saa vender jeg mig bedrøvet bort fra dette skjønne,
