Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/197

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

183

love mig det? Løver Du mig det, saa skal Du være min kjæreste Ven paa Jorden. —

Taarerne vare komne mig i Øjnene. Nu var Turen til mig at lade indtræde en Pause.

— Dersom jeg gjør, hvad Du beder mig om, Lili, vil Du altsaa holde meget, meget mere af mig? —

Otto, jeg kan ikke sige Dig, hvor meget. —

— Saa skal jeg ogsaa gjøre det; jeg lover Dig det hellig. Men saa maa Du ogsaa være rigtig glad, min fromme lille Søster, og ikke tænke saa meget paa sørgelige Ting. See engang paa mig, og viis mig, hvor fornøjet Du kan see ud! —

Og hun saae paa mig, og smilede med en saa overjordisk Glæde, som om jeg havde givet hende hele Verden og Himmerige til.

Mærker Du ikke tydelig, at jeg var paaveje til at blive et godt Menneske, eller, kort at sige, et Menneske, i Omgangen med dette Barn? Skjøndt det var en forfængelig, lad mig kun reentud sige, ublu Iid, som fra Begyndelsen havde knyttet mig til hende, saa stor er det Godes og Helliges Magt i Verden, endog i et stakkels svagt Barn, at jeg var i Begreb med at bøje mig under dets velsignede Indflydelse.

Jeg saae mig virkelig om efter Lilis arme Brødre og Søstre; det laa fra denne Stund min Tanke nær, at øve Barmhjertighed. Jeg behøvede ikke derved at gjøre Vold paa Naturen; af Naturen, det tør jeg vel sige, var jeg godlidende og velvillig. Jeg ikke alene