195
Pinen og Paradiset. Da blev der lyst i Helvede; dog de Fleste sank forhærdede tilbage i Mørket.
Der opstod en brændende Attraa i mig efter at komme til at tale med Nogen, som havde hørt Guds Søn prædike. Det var en Taabelighed; jeg gaaer villig til Bekjendelse. Heri Pinen maa enhver Iid, den være god eller ond, falde ud til Forfængelighed. Det ere vi os retvel bevidste; men Erfaringen gjør os ikke klogere. Vi begynde stedse forfra at pønse og begjære, at undfange Idrætter og tage Tilløb til deres Virkeliggjørelse.
Jeg fandt Folk nok, som havde hørt den guddomlige Prædiken, men naturligviis kun fortabte. Fortabte Folk ere ingen Folk. Hvis de blot havde beholdt eet eneste Ord af Frelserens Prædiken, vilde de jo ikke være i Pinen. Absurditeten er indlysende. Vistnok fik jeg denne og hiin til at tale. Men det blev et Miskmask af Vaas og Gudsbespottelse. Det var fortvivlende. Saa maatte jeg vel tilsidst tage Fornuften fangen, og lade min brændende Attraa fare.
Men Nok er det, jeg vovede mig ud paa en videre Udflugt gjennem Helvede. Jeg siger: vovede. Thi der hører i Begyndelsen virkelig Mod til at kaste sig saaledes ud i Sværmen. Denne Ormegaardsvrimmel, jeg veed ikke at finde noget bedre Udtryk, er isandhed frygtelig, selv for den, som Intet har at frygte og Intet at tabe.
Du maa heller ikke vente nogen gjennemgaaende
