Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/211

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

197

Det er Ubarmhjertige. Engang vare deres Hjerter altfor haarde; nu ere de altfor bløde. Med Haan viser Man allevegne disse klæbrige Personer fra sig. Nu er der Ingen mere, som trænger til dem.

— — Nu, det forstaaer sig, enkelte Skikkelser og enkelte Scener ville, ligesom af sig selv, fremgaa under min Pen. Dermed maa Du være fornøjet.


Jeg maatte over den sorte Flod. Men da jeg kom til Vadestedet, fandt jeg en Sø eller Sump for mig istedetfor en Flod. Strømmen var pludselig gaaet over sine Bredder, og afsatte vidt og bredt sit raadne, slimede Dynd. Der var en Stank, saa Man var nærved at kvæles. Aarsagen til denne voldsomme Oversvømmelse kom snart til almindelig Kundskab. Vi modtoge nemlig et Numer af en bekjendt Missionstidende, hvori Christendommens rivende Fremgang i China, Japan og Bagindien blev udbasunet over Verden. En saadan eneste dygtig Løgn er Nok til at faa Floden til at stige og gaa over sine Bredder. Misforstaa mig ikke! Jeg har Intet at sige mod den virkelige Mission, som ydmyg af Hjertet og i al Stilhed udretter sin Gjerning. Men der gives en anden eftergjort, som Verden har taget i sin Haand. Det er den, som benytter sig af Basuner. Verden er og bliver kun en Charletan.

Der var en Masse af Mennesker forsamlet ved Vadestedet. Nogle vilde sagtens over ligesom jeg, og havde bestemt sig til at vente, indtil Vandet sank. Men