Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/214

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

200

Mand af en statelig Skikkelse; men Situationen, hvori han befandt sig, var ingenlunde statelig. Han sad paa Huk nede ved Vandet og toede sine Hænder. De vare ganske blodige; men saa ivrig han end tvættede dem, lige røde forbleve de. Saasnart han hævede dem op af Vandet, dryppede Blodet af dem. Det var gyseligt.

Han vidste godt, at jeg stod bagved ham; thi pludselig vendte han sig om, og gjorde mig uden videre Indledning det Spørgsmaal: — Hvad er Sandhed? —

Jeg studsede, og blev ham for en Stund Svaret skyldig. Slige underlige Spørgsmaal lade sig i alt Fald ikke besvare ganske uden Forberedelse. Med et Udtryk af Utaalmodighed i Miner og Stemme spurgte han atter: — Hvad er Sandhed? —

Da svarede jeg ham: — Det er Sandhed, at det her er for silde at spørge om, hvad Sandhed er. —

Men Svaret syntes ikke at tilfredstille ham. Han rystede paa Hovedet og vendte sig igjen bort fra mig. Og atter gav han sig til med Iver at toe sine blodige Hænder.

Forgjæves prøvede jeg paa at komme i en ordentlig Samtale med ham. Jeg kunde ikke tvivle om, at jeg jo her havde een af de Elendige for mig, som engang havde staaet Ansigt til Ansigt med Guds Søn, talt med ham, havt hans Liv i deres Hænder. Jeg brændte af Begjærlighed efter at faa ham til at tale. Men spildt var al min Møje.

Saa forlod jeg ham endelig. Hvem var det?