202
ogsaa uden at have Noget at jage efter, blot for den lystige Farts Skyld. Inden de see sig for, styrte de i en Grav, og ere saa i Helvedes Pine.
Her snige ogsaa de sig om, som nære allehaande skumle, menneskefjendske Idrætter, eller have begaaet Forbrydelser, mod hvilke alt Menneskevæsen, ondt eller godt, oprører sig. Eensomheden er dem en Nødvendighed. Var der et særskilt Sted udenfor Helvede, om end nok saa rædsomt, Mange af dem vilde fly derhen; i den Grad sky de menneskeligt Selskab.
Een af disse Skikkelser glemmer Man aldrig, efter blot at have seet den een eneste Gang. Det er en stor og mægtig Mandsskikkelse, halvnøgen, kun til yderste Nødtørft klædt i vilde Dyrs Hud. Et tykt, filtret Haar busker sig om hans Hoved og hænger ham tildeels ned i Øjnene. Blikket er vildt og sky, skummelt og skulende. I Panden har han et grueligt Brændemærke. Han fører en mægtig Kølle i Haanden, dog ikke til Forsvar; thi han er bestandig paa Flugt. Han svæver i en uophørlig Angst for, at Nogen skal slaa ham ihjel. Enhver, som møder denne frygtelige Skikkelse, maa grue og hæve; ikke desto mindre flyer han endog for det skrøbeligste, ynkeligste Væsen. Bestandig paa Flugt og bestandig alene. Det hører til de største Sjeldenheder at see ham sammen med noget andet Væsen. Intetsteds og overalt; landflygtig paa Jorden, landflygtig selv i Helvede. Det er Kain.
Jeg skyndte mig afsted, og han skyndte sig ikke
