203
mindre; saaledes vare vi hinanden snart ude af Sigte. Her havde jeg altsaa truffet et Menneske, som uden al Tvivl var endnu elendigere end jeg selv. En Morder, en Brodermorder, en Fredløs blandt de Fredløse var jeg dog ikke. Men jeg hengav mig ej i den egenkjærlige Trøst, som fandtes i denne Betragtning. Dertil var mig min Gravtavle — ulykkelig Ihukommelse! — i altfor frisk Erindring. Der gives intet Bedre til at spæge Egenkjærligheden end en saadan Gravtavle. Men, det har jeg jo glemt at fortælle Dig. I den første Stad, jeg kom til ved Floden, ligesom snublede jeg over min egen Gravtale. Jeg faldt nemlig i Hænderne paa en Visekjærling, — fordum Primadonna og Improvisatrice — som ikke lod mig have Ro, førend jeg havde gjort mig bekjendt med nogle af hendes „splinternye Viser”. Om hun kjendte mig, veed jeg ikke. Blandt Viserne fandt jeg da — jeg tumlede tilbage, som om jeg havde faaet et Slag for Panden — en Vise med følgende Titel:
om Hr. Otto N., primus inter pares,
som havde betalt (bedste Liigvogn og bedste Præst)
for at komme i Paradiset,
men kom i Pinen.
Min Gravtale — heri Helvede — og i Viseform!… Jeg bed Tænderne sammen og gav mig til at læse.
