Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/218

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

204

Først indeholdt Talen en flot Lovpriisning af mine Dyder, deriblandt endeel, som jeg notorisk aldrig havde besiddet, og en tilsvarende Vurdering af det Tab, Samfundet havde lidt ved min Død. Det vamlede for mig, jeg var nærved at faa ondt. Derpaa gik Talen over til at skildre den salige Tilstand, hvortil jeg nu var indgaaet, at høste Lønnen for mine Gjerninger, den Glæde, Fred og Herlighed, som var bleven min evige Arvelod. Hvilken skjærende, blodig Ironi! Den flængede i mine Indvolde som med hundrede Knive. Det var Mere, end jeg kunde udholde. Jeg smed det Tøjeri fra mig, og foer tænderskjærende bort. Længe varede det, inden jeg forvandt denne Helvedes Dosis af Bitterhed. Men aldrig vil jeg forvinde Indtrykket af, hvad det var for en elendig Stakkel, som Hs. Højærværdighed Hr. N. N. engang holdt en saadan skrydende Gravtale over. — O, Du fromme Nar eller Hykler, hvad Du monne være! Som om et Menneske blot behøvede at dø for at blive salig! — Men dog — dog vil jeg ikke gjentage det Haab og Ønske, som Du yttrede: — Du vidste ikke, hvad Du sagde: — Vi sees igjen! —