Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/226

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

212

for store Generaler til at Helvede kan rumme dem begge. Derfor ligge de i en uophørlig Strid med hinanden og levere det ene store Slag efter det andet. Men, som det gik denne Gang, vil det vedblive at gaa indtil Dommedag. Slaget var uafgjørende. Den ene af Feltherrerne red mig lige forbi, da han kom tilbage fra Kampen, kjendelig paa den lange Fjer i Hatten, og den lille vilde Skimmelhingst, han red. Tæt ved mig holdt han an, og jeg troede at høre ham mumle gjennem de sammenbidte Tænder: — Jeg vil lade ham og hele hans Sippschaft brænde! —

Jeg forestiller mig, at paa samme Tid den anden Feltherre har mumlet i Skjæget:

— Jeg vil lade ham hænge! —


I disse Udørkener — det er et tosset Udtryk at bruge i en Tilværelse, hvor Alt er Ørken; men forgjæves har jeg anstrengt mig for at finde et bedre — i disse Udørkener støder man hyppig paa Kolonier af en vis stor Nation, som jeg ikke udtrykkelig vil nævne. Jeg vil Ingen blamere; og dette Folkefærd synes desuden ved Siden af sine store Skrøbeligheder at besidde en heel Deel saare agtværdige Egenskaber. Jeg har aldrig kunnet blive klog paa disse mærkelige Mennesker. De allerstørste Modsætninger synes forenede i deres Karakteer. Med Vindighed og Fusentasteri forbinde de den dybeste Grundighed, med Føleri, med Hovmod og Pral et jævnt, hjerteligt Væsen, med Løgn og Svig en