Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/227

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

213

exemplarisk Redelighed og Trofasthed, med fejg og lav Undertrykkelse et tappert, ridderligt Væsen. Efter denne Beskrivelse, antager jeg, maa Du nødvendigviis kjende dem.

Men hvorledes det nu end forholder sig med disse Modsætninger, saa meget er vist, at disse Mennesker have en mærkværdig Gave til at gjøre sig forhadte, hvor de komme hen. Thi overalt ville de føre det store Ord, give Tonen an, være de raadende. De tro nemlig fuldt og fast om sig selv, at de som et Slags udvalgt Folk have faaet den Mission at kultivere alle andre Folkefærd i Verden, at lære dem, hvad der er Sandhed og Ret, Dannelse og gode Sæder. Heri Helvede ere de ganske de Samme, som de vare i Verden; overalt rage de uklar, vække Splid, gjøre sig ilde lidte. Men her brister Taalmodigheden endnu snarere end i Verden; Man kaster dem fra sig, driver dem ud, og de maa fortrække. Derfra hidrøre disse mange Kolonier; et saa ufordrageligt Folk er for største Delen nødt til at bo for sig selv. Hertil kommer en det ejendomlig Drift til at vandre ud og kolonisere. Det falder mig herved ind, hvorledes det vel egentlig hænger sammen med disse øde Strækninger i Helvede. Det er mindre rimeligt, at omtalte Folk har udvalgt sig disse øde Strækninger til at stifte Kolonier, end at de øde Strækninger netop ere fremkomne ved Kolonierne. Thi Ingen holder af at have disse Folk til Naboer.

En specielt paafaldende Omstændighed ved denne