214
Nation er den Mængde literære Personligheder, den afgiver til Helvede. Vel vidste jeg, at det var et meget skrivende Folkefærd; der gives kun faa Dannede, som ikke have forsøgt sig i een eller anden Green af Literaturen. Men, fordi Man skriver, behøver Man dog just ikke at skrive sig ind i Helvede. Imidlertid, det lader sig forklare. Hos den ene store Deel er Forfatterskabet et Slags literært Dagdriveri eller Lefleri, hvorunder Sandsen for Livets Alvor lidt efter lidt maa gaa tilgrunde. Som en Døgenigt lever Man, som en Døgenigt døer Man; saa er Man naturligviis i Helvedes Pine. For en anden stor Deel derimod er Forfatterskabet et Haandværk, der ikke alene drives i Fordelens, men ofte ogsaa i Nederdrægtighedens Tjeneste, i Løgnens, Hadets, Skumleriets &c. &c. Naturligviis, samme endelige Resultat.
Iblandt disse Literater indtage Journalisterne ubetinget den forreste Plads.
Vistnok er det Noget, som er fælles for alle Landes Avisskrivere, at de ere noget løse paa Traaden, ikke tage det saa nøje med en Løgn engang imellem. Men jeg troer, kun i eet Land findes der en Presse, som har givet Prøver paa et systematisk gjennemført Løgnevæsen. Og til sine Tider har den derved udrettet store, mærkelige Ting. Den har kraftig understøttet falske Prætendenter, stiftet Oprør, ja endog banet Vejen for Erobringer. Det gik herved naturligviis især ud over de Smaa og Svage; Løgnen er jo altid fejg. Hvorledes
