215
Enighed lader sig opnaa i saadanne Idrætter og mellem saa mange, er vistnok ikke let at forstaa. Dog, det lader sig uden stor Vanskelighed forklare. I dette Land er nemlig altid en stor Deel af Journalisterne tilfals, enten for Smiger eller for Penge. De Underkjøbte slutte sig sammen, de Øvrige rives efterhaanden med; det er saa flaut og tillige farligt at staa alene. Hertil kommer en anden Ejendomlighed ved denne store Nation. Nu og da er den underkastet en formelig Raptus. Nu sværmer den for „Folke-Eenheden, skjøndt den ikke alene i Realiteten, men i alle sine Idrætter fremviser et Billede af den jammerligste Søndersplittelse, nu for Friheden, skjøndt den slavisk beundrer og bøjer sig i Støvet for Alt, hvad der blot er lidt i Højheden, nu for en Flaade, skjøndt den er en Fastlandsnation, og kun paa een Side har en ufuldkommen Adgang til Havet. Nu vil den i Djævels Skind og Been have Krig og udføre een eller anden endnu aldrig seet Bedrift, og udsøger sig i dette Øjemed den allersvageste blandt sine Naboer, hvem den da beærer med Prædikat af Arvefjende. Kort sagt, naar en saadan Raptus kommer over Nationen, falder Enigheden ganske af sig selv. Som med een Mund lyve de alle, og fordreje Alt paa den frækkeste Maade. Tusinde Penne sætte sig i Bevægelse for ad Løgnens Vej at fremme det store Foretagende. Ikke alene lader Man Fantasien raade, men forvansker med kold og klar Bevidsthed de foreliggende Kjendsgjerninger. Ligger der uheldigviis ingen for, desto bedre; saa kan Man ganske
