226
forbi. Da de vare noget fjernede, hviskede Professoren til mig:
— Saae De den spidse Egepæl, som han har igjennem sig? —
Jeg havde ikke seet den.
— Men det har han. — vedblev Professoren: — Han gjør sig imidlertid altid Umag for at skjule den med en Flig af sin Kaabe. Pælen er ogsaa Aarsag i, at han gaaer saa daarlig. —
— Hvem var det? — spurgte jeg.
— Det var Kain og Abel. —
Dette Svar forvirrede mig. Det løb rundt for mig, og jeg formaaede en Stund ikke at hitte Rede i mine Tanker. Abel var jo Kains uskyldige, ihjelslagne Broder. Abel kunde umulig være i Helvedes Pine, og endnu mindre kunde Kain og Abel i Helvede udgjøre et Par.
Endelig fik jeg min Tankegang saa vidt i Orden, at jeg kunde spørge: — Hvilken Abel? —
— Abel, Konge i Danmark, — lød Svaret: — død Anno 1252, den 29de Juni. —
Nu klarede det op for mig. Dog, om denne Abel vidste jeg kun ufuldkommen Besked. Men den tydske Professor vidste desto bedre, og holdt ikke sin Viisdom tilbage. Han fortalte, at denne Abel havde været een af Danmarks ypperste Konger, een af de store Aander, som ere Aarhundreder forud for deres Tid, men som netop derfor blive miskjendte og ilde dømte. Saa-
