Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/241

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

227

ledes Kong Abel af de dorske og dumme Danske. Han var nemlig den første danske Konge, for hvem det var gaaet op, at kun ved tydsk Kultur og Gunst gryede der en Fremtid for Danmark, i et saavel politisk som moralsk Afhængighedsforhold til det store, mægtige Tydskland. Men det vilde eller kunde de stupide Danske ikke indsee. De hadede ham til Døden; der var ingen Beskyldning saa ond, at de jo fremførte den mod ham. Saaledes maatte han tilsidst bukke under. Han faldt som een af de første og ypperste Martyrer for en hellig Sag: Germaniens verdenshistoriske Kald til at danne og forædle alle Jordens Folkeslag.

— En Martyr, og nu i Helvede, og i Helvede Kains Fælle? — vovede jeg at indvende.

Professoren blev mig Svaret skyldig. Thi imidlertid var en tredie Person kommen til, og han rev uden Omstændigheder Ordet til sig.

Det var en underlig forsoren Skikkelse, der ligesom var sammensat af to uensartede Stykker. Som det hedder i Sagnet om Havfruen, smuk var han at see til foroven, men hæslig forneden. Tog Man Overkroppen for sig, var han ridderlig klædt, i saakaldet halv Rustning, en Pantserskjorte af det fineste Væv over en kunstig udsyet Læderkøllert, en let Hjelm med et gyldent Smykke, der lignede en Krone. Men hertil svarede sletikke Nederkroppen; den bestod ligesom af idel Støvler, og det et Par af de groveste og plumpeste, omtrent af hiin Art, som Fiskerne bruge, med bløde,