228
velsmurte Skafter, som lade sig trække heelt op over Benene.
Men uden at lade sig anfægte af nogen Kritik, sad han der for os ganske som en Mand, der beherskede Situationen, støttende sine Hænder og sin Hage paa Heftet af det vægtige Sværd. Under de buskede Øjenbryn lyttede et Blik, som Man havde ondt ved at udholde, og, da han tog Ordet, talte han som En, der ingen Modsigelse taaler. Om hans skjæggede Mund spillede et modvilligt, for ikke at sige, ondt Smiil, hvorved Man ikke kunde Andet end blive uhyggelig tilmode.
— Men det er jo en forbandet Løgn fra Begyndelse til Ende, Alt, hvad I der fortæller! — udbrød Ridderen i barsk og skjærende Tone.
— Hvad — Løgn? — Hvilken Uhøviskhed! — stammede Professoren forvirret: — Hvem er I, om jeg tør spørge? —
— Jeg er Kong Abel. — svarede den Fremmede: — Er der saa Mere, I vil vide? —
Det var der ikke. Professoren var kommen ganske fra Concepterne, tog en flygtig Afsked med mig, og luskede stille og spagfærdig af.
— Saaledes skulle de have det, de Karle! — udbrød nu Ridderen skoggerleende: — Kun med deres egne Vaaben kan Man slaa dem. Det Eneste, der bider paa dem, er Løgn for Løgn og en Frækhed uden Grændse. —
— I er altsaa ikke Kong Abel? — spurgte jeg.
