229
— Nej, ligesaa lidt, som I selv er det. Hvem jeg forresten er, kommer sletikke Sagen ved. Nok er det, ogsaa jeg er een af Kains Fæller, og af de Fredløse, som det hedder i Visen:
Og skal jeg ud af Landet rømme,
Og ligge paa Vandet hiint kolde — —
Den Fremmede afbrød sig selv og lod Haanden glide over Panden, som om han vilde forjage onde Tanker, og vedblev derpaa:
— Men vil I have Kong Abels sande Historie at vide, saa kan jeg vel fortælle Eder den, skjøndt jeg ikke holder synderlig af at rode op i gamle Historier — —
Her brød han pludselig af, og henvendte sig til Nogen, der syntes at staa bagved mig:
— — See mig til den Grinebider! Han synes ogsaa at være inde i Historien. Aahøj! Hvem er Du? —
Jeg saae mig om. Der var kommet flere Personer til. Blandt disse var en fiirskaaren ung Mand med et aabent, opvakt, noget udfordrende Ansigt, klædt i en gammel Vaabenfrakke, hvis ene Ærme hang og dinglede, og med den danske Kokarde paa Huen. Det var ham, Ridderen havde tiltalt med Benævnelsen: Grinebider.
— Hr. Søgreve eller Søkonge, eller hvad I er,— thi med saadanne Støvler gaaer da ingen Konge paa Landjorden, — svarede den Tiltalte med et Griin: — jeg er kun en stakkels Frivillig af den saakaldte Ryes Brigade, en født Slesviger, og kun altfor vel
