Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/245

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

231

storie. Nedad, bestandig nedad, lige indtil vore Tider. Dog, Kong Valdemar var ikke mindre stor i Freden end i Krigen. Før havde han heddet Sejerherren, nu kom han til at hedde Lovgiveren. Danmark oplevede endnu lykkelige Dage under hans Regjering. Før sin Død skiftede han mellem sine Sønner — —

— Hans Sønner! — udbrød Ridderen bevæget: — Ja, der have vi Danmarks Ulykke! Den fromme, elskelige Dronning Dagmars Søn, atter en Valdemar, maatte dø. Hans Æt vilde have bragt Velsignelse over Danmark. Men den onde, forhadte Berengarias Sønner levede alle. De og deres Æt ere blevne Danmarks Fordærvelse. —

—— Det er sandt, hvad I siger, ædle Herre. — bemærkede Soldaten, og vedblev derpaa:

— Af disse sine Sønner lod Valdemar den Ældste, Erik, hylde til Konge; de to Andre fik store Lehn under Kronen; Abel, den Anden i Alder, fik Sønderjylland. Og saa gik den gamle Drot til sine Fædre, overtydet om, at han paa bedste Maade havde sikkret Danmarks Lykke.

Men den blev kun tynd. Strax opstod der Splid imellem Brødrene. Abel vilde ikke tage sit Hertugdømme til Lehn af Erik Kongen, men stræbte, ved Forbund med tydske Fyrster, at befæste sig i den frie Besiddelse af samme. Mellem hans Lehnspligter var den første den, at værge Grændsen imod de overmodige og overmægtige Tydskere. Men lige tværtimod drog