Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/260

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

246

mellem ham og hans Moder. Jeg var virkelig Alt, hvad en Broder kunde være for den Ene og en Søn for den Anden. Navnlig da den Syge begyndte at komme sig, tog jeg mig med den ømmeste Omhu af ham. Paa den anden Side havde jeg al min Opfindsomhed nødig for at berolige hans stakkels Moder.

Saa gjenvandt han da endelig sit Helbred. Det hed sig, at han kom lige tilbage fra Rejsen, og havde været syg undervejs. Ja, han havde været paa Rejsen til de Dødes Rige; det var fra denne Rejse, han kom tilbage. Men Hemmeligheden, saavel med hans Udskejelse som med hans Sygdom, blev godt bevaret; den kom aldrig til hans Moders Kundskab. Jeg anbragte ham ved en anden Green af Forretningen, og fik aldrig mere Grund til at beklage mig over ham.

Men nu til selve Sagen! — Du vil maaskee dømme, at jeg havde al god Grund til at være tilfreds med mig selv ved denne Lejlighed, og det i dobbelt, det vil her sige, i enhver Henseende, baade med Hensyn til det Resultat, min Aand gav, og det, mit Hjerte gav. Saaledes dømte jeg i Virkeligheden ogsaa engang selv. Men her — her er det i enhver Henseende faldet mig som Skjæl fra Øjnene; Alt ligger fremme for min Betragtning i en frygtelig Nøgenhed og Klarhed.

I sig selv var det vistnok ikke noget daarligt Indfald, saaledes at gribe Fuglen ved Vingebenet, og ikke slippe den af Haanden, førend den tilgavns var tæmmet. Men, jeg nødes til at bekjende: Nerven deri var en hov-