247
modig Selvfølelse. Min Egenkjærlighed følte sig ikke i ringe Grad tilfredstillet ved den moralske Magt, jeg udøvede over Synderen. Med et Blik alene havde jeg tvunget ham til at beholde Kortene i Haanden og fortsætte Spillet; dernæst havde jeg beredt ham et Indtryk, som var en sikker Borgen for, at han aldrig vilde tage Kortene i Haanden mere.
Og nu min Godhed mod ham, efterat jeg havde taget ham til Naade. Den var vistnok ganske smuk og priselig. Men, naar jeg skal sige Sandheden, havde den sin fornemste Kilde i en Følelse af, at jeg dog havde været for haard imod ham, mere haard, end nødvendigt. Jeg havde fundet et vist grusomt Behag i at see ham vride sig under Virkningerne af min Vrede. Og saaledes, o min Ven, hvor bliver den gode Gjerning? Det er kun dens Mangler, som nu gaa mig til Hjertet, med ulidelig Pine. Thi endog heri Helvede vil Man dog saa nødig ganske miste sig selv, Du forstaaer mig jo nok?
Nu er det mig, der vrider sig, ved Tanken om, hvad han dengang maatte lide. Det lyder som en Modsigelse, men det er dog sandt, jeg lider i dette og Mere af en inderlig Forbarmelses Kvaler.
At jeg havde været for haard imod ham, deraf bar han ogsaa Spor hele sit Liv igjennem. Al Ungdommens Lyst og Frejdighed var med Eet forsvunden; han blev aldrig den Mand, som hans Ungdom havde ladet vente. Der var ligesom Noget knækket i hans
