249
den Tilstand, hvori Man i Verden begaaer Selvmord. — Men heri Helvede driver Man det aldrig videre end til at fortære sig selv.
Var der ikke engang Noget, som hed de tre Troens Artikler? Jeg har en underlig dunkel og dog sikker Forestilling derom. Ikke sandt, det stod i Forbindelse med Treenigheden, og det var Noget af det Dyrebareste, givet Mennesker i Eje?
Jeg har grublet derover, indtil jeg saa godt som havde mistet Sands og Samling. Men nu er jeg igjen bleven klog. Hvad kunde det vel nytte mig, om jeg kom efter de tre Artikler? Troen, som giver dem Indhold og Navn, vilde jeg dog aldrig komme efter; Troen vilde dog evig kun blive mig et tomt Begreb. Ja, Begrebet har jeg; men hvor huult, forfærdelig huult! Der er en bundløs, svælgende Afgrund deri. Hvad er det, at tro? Troens Gjenstand er Guds Søn. Det veed jeg; det vide endog Djævlene. Han er Frelseren. Men hvorledes han er bleven en Frelser, og hvorledes en Sjæl faaer Deel i ham, vee mig, vee, derom har jeg ingen Anelse!
Det gaaer mig med Troen ligesom det gaaer mig med Angeren. Kunde jeg blot komme til at føle et Øjebliks sand Anger, vilde jeg med det Samme være forløst. Men, det er en Selvfølge, forgjæves piner jeg mig. Ak, jeg kan, jeg kan ikke! Undertiden synes jeg at være lige derved, jeg synes at være lige ved at faa Taarerne frem. Men det er kun Bedrag, det er for-
