Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/285

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

271

der var faldet Snee paa Toppen af Bjerget; endnu blæste det med en Sneestorm.

Stor var min Utaalmodighed over denne nye Standsning. Dagen gik, den næste Dag med; Vejret vilde ikke stilles. Jeg gjorde møjsomlige, farefulde Udflugter til alle Sider. Det voldte Lili Bekymring, og hun bad mig blive hjemme. Det gjorde jeg naturligviis. Og stor var min Løn. Hvad der ikke vilde være lykkedes for noget andet Menneske i Verden, lykkedes for hende: hun fik Tiden til at gaa for mig, hvad Mere er, gav mig ubevidst en ny og fuldstændigere Lection i Taalmodighed. Jeg kunde med Grund sige: jeg blev taalmodig som et Lam; men jeg holder ikke af Sammenligningen. Hun førte mig omkring fra det ene Huus til det andet i den lille Landsby. Hun gik ind overalt, som om hun allerede længe havde været fortrolig med Beboerne, og Folk modtoge hende i Virkeligheden ogsaa som en god gammel Bekjendt. Dette frimodige, tillidsfulde Væsen forstode disse naive Bjergbeboere saa fuldkommen vel. De aabnede for hende overalt; de satte hende ind i hele deres Huusliv og Huusholdning. Unægtelig var denne simple Alpeøkonomi, saa forskjellig fra Alt, hvad vi kjendte, i sig selv ganske tiltrækkende; men, sandt at sige, saae jeg ude og inde kun lidet Andet end Lili. Og Hvo kunde vel vende Øjnene bort fra hende? Hun var ligesom en Solstraale i disse mørke Hytter, ubeskrivelig yndig, og dog i endnu langt højere Grad velgjørende. Det var mig grangivelig, og jeg