Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/300

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

286

heder, som ved denne Leilighed vare komne frem i mig.

Men det blev mig ikke forundt; snart mærkede jeg, at jeg paa dette eensomme Sted dog ikke var alene. Dybe Sukke og en sagte jamrende Klage løde i min Nærhed. I Helvede er Sligt saa sædvanligt, at Man i Almindelighed ikke agter derpaa. Men her var jeg ude af Sværmen, og det var en enkelt klynkende Røst, jeg hørte. Jeg gik da nogle Skridt efter Lyden, og fandt snart en elendig sammensunken Skikkelse, Fortvivlelsens og Fortabelsens udtrykte Billede. Det var en Olding, men i sin dybe Fornedrelse uden ringeste Ærværdighed. At han var nogen, udviste, at han først nylig havde holdt sit Indtog i Helvede; at han, ligesom paa tre Haar, bar en Krone paa Hovedet, tilkjendegav, at jeg havde en Konge for mig. Dersom jeg havde været oplagt til at lee, maatte jeg have leet ad denne til Siden dejsende Krone, der, i komisk Modsætning til sin oprindelige Bestemmelse, nu kun var et Symbol paa den Forstyrrelse, hvoraf Staklen var betagen.

Saasnart han fik Øje paa mig, krøb han mig imøde, omfavnede mine Knæ og klyngede sig fast til mig, idet han med skjælvende Rast udbrød:

— Er Du et Menneske, — er Du et godt, medlidende Menneske? — O, forbarm Dig og forlad mig ikke! — Hvor er jeg? — O, jeg forgaaer af Angst og Pine! —

Hans Elendighed var saa stor, at jeg virkelig ligesom ynkedes over ham. Jeg nænnede derfor ikke lige-